Tak for jeres kommentarer! Her er næste kapitel, hvor vi får lidt mere at vide om Harry og Dracos liv. Håber i vil kunne lide det :)

Draco Malfoy og den mystiske Salvatore

De næste par dage sneglede sig af sted, og Harry blev mere og mere urolig. Hermione opførte sig mærkeligere og mærkeligere for hver dag der gik. Harry planlagde i sit stille sind, at tage hende til Skt. Mungos og få hende indlagt mod hendes vilje; han vil i det mindste få svar på sine spørgsmål fra healerne, og his Hermione virkelig fejlede noget, vil de kunne hjælpe. Fejlede hun intet derimod, så ville Harry’s bekymringer sættes i hvile. Men han vidste det næsten ville være umuligt at gøre. Harry ville dog ikke ignorere hende tilstand, ikke efter hvad der skete med Seamus. Han havde set hvordan Seamus langsomt havde forandret sig, hvordan han pludselig holdt sig udenfor og undgik folks selskab. Ingen bekymrede sig om det, bortset fra Dean, men ingen havde lyttet til ham. Seamus skulle nok klare sig, havde de tænk, men hvor endte han? På Skt. Mungos psykiatriske afdeling.

Harry var derfor fast besluttet på at gøre alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe Hermione, og første skridt på vejen var at finde årsagen. Siden Salvatore åbnede for nogle måneder siden, havde Harry ikke brudt sig om den. Deres påstand om at de kunne ’løse ethvert problem’ var, efter Harrys mening, en omgang vrøvl. Han kunne ikke begribe hvordan andre troldmænd og hekse kunne tro på sådanne påstande. ’Den butik kommer ikke særlig langt!’ havde han tænkt triumferende efter at have læst om butikken i Profettidende. Han fik dog en ubehagelig overraskelse da Hermione, den fornuftigste heks i hele Troldmanssamfundet, fortalte ham om sit nye job i selv samme butik. Siden den dag havde hun aldrig været den samme, gamle Hermione.

Harry vidste Salvatore var årsagen.

Harry slukkede for kedlen og tilberedte tre kopper te. Hermione og Ron ville være her når som helst. Det var på tide at konfrontere Hermione.

Han kunne høre sine venners stemmer i opholdsstuen da han trådte ud a køkkenet.

–

Draco skyndte sig ind i lejligheden og låste døren bag sig både manuelt og magisk. Han tjekkede vinduerne for en sikkerhedsskyld før han lettet satte sig ned på en af sofaerne i stuen.

De havde forfulgt ham i dag. Igen. Draco kunne ikke forstå hvorfor de ikke bare lod ham være i fred. Han havde flyttet til et Muggler-kvarter for at holde lav profil og for at fjerne de gamle dødsgardisters opmærksomhed fra ham. Men det var desværre ikke lykkedes. De holdt stadig øje med ham dag og nat, og forfulgte ham på gaden. Draco vidste ikke hvem det var; han havde aldrig set dem, men han vidste alligevel de var derude. Han kunne mærke deres blik på ham, føle deres tilstedeværelse som en tung kappe på hans skuldre. Draco's eneste frygt var: Hvornår slår de til?

–

”Hej, Hermione, Ron,” sagde Harry med et smil, og satte bakken med te og kiks på sofabordet.

”Hej, Harry,” svarede Ron nervøst og kastede et sideblik på Hermione, som stod og smilede fra øre til øre.

De satte sig ned, hver med deres te og kiggede ud i luften. Ingen sagde noget i flere minutter før Ron ivrigt begyndte at fortælle dem om det nye produkt Geroge og han var ved at fremstille.

–

Draco tog en lille flaske frem fra sin lomme, og undersøgte den klare væske inden i. En teskefuld hver aften, havde Granger sagt tidligere i dag, da Draco var til sin anden undersøgelse hos Salvatore.

”Denne eliksir vil løse dine problemer,” havde hun sagt før hun gav ham en af sine store, men falske smil.

”Vi har jo ikke talt om mine problemer endnu!” havde en meget vred og irriteret Draco svaret.

Granger havde bare smilet. ”Vi kender allerede til dine problemer, Mr. Malfoy.”

–

”Så Hermione,” startede Harry før han stillede sin kop forsigtigt på sofabordet foran sig. ”Hvordan går det med dit job?”

Hermione's ansigt forblev udtryksløst, og Ron pillede nervøst ved sit venstre ærme.

”Det går meget fint, Harry, der er ikke noget at snakke om,” sagde hun, og lagde ekstra eftertryk på den sidste sætning. Hun løftede hagen trodsigt.

Harry pressede læberne i en vred linje, og tog en hurtig beslutning. Uden forklaring, trak han sin tryllestav og kastede en besværgelse han havde lært på sit Auror træningsforløb, som afslørede enhver indblanding i modtagerens sind, mod Hermione.

Den var negativ. Der var ingenting galt med Hermione's sind. Ingen indblanding.

Ingen magisk indblanding.

”Harry, hvad fanden laver du?” spurgte Ron vredt. Hermione så stadig udtryksløst på Harry.

Harry var sikrere på sin sag nu end han nogensinde har været før. Det var ikke Hermione, der sad foran ham. Måske hendes krop, ja, men hun var ikke Hermione indeni. For sådan en rolig reaktion ville Hermione ikke have haft i sådan en situation. Den gamle Hermione ville have givet Harry et langt foredrag om hvor forkert brug af sådanne besværgelser uden lov var, om menneskerettigheder og inddrage en bemærkning om hvad hun syntes om lige præcis den besværgelse Harry havde brugt.

Hvad er der sket med dig, Hermione?

–

Draco puttede skeen i munden, og tvang sig selv til at synke den forfærdelige eliksir. Han lukkede øjnene, følte eliksirens øjeblikkelige virkning og lagde sig ned på sin seng, hvorefter han trak dynen over sig. Han faldt i en magisk søvn efter nogle få minutter.

-

”Vågn op, Draco.”

Draco gryntede og vendte sig om, væk fra stemmen. Han vil ikke vågne op endnu … bare lidt mere.

”Draco! Så er det op med dig!”

Nogen rystede i ham. Blaise … det var Blaises irriterende stemme som sædvanligt. Så streng og krævende … Vent, Blaise? Hvad lavede Blaise hjemme ved Draco så tidligt?

”Hvad laver du her, Blaise?” mumlede Draco ned i puden.

”Hvad mener du? Vækker dig før du går glip af morgenmaden, din spade-”

Hvilken morgenmad?

”-og Vincent kan ikke vente mere, så hvis du ikke skynder dig gider vi ikke vente på dig,” sagde Blaise.

Vincent? Draco var vågen med det samme, og det første han opdagede til sin store overraskelse var at han ikke lå på sin seng - ikke den på han var faldet i søvn i i går i hvert fald. Den her seng mindede Draco om …

”Blaise, har du set mine sko?”

”Hvorfor fanden skulle jeg vide hvor dine sko er, Nott? I er alle sådan nogle idioter nogle gange. DRACO, stop med at glo på din pude og gør dig klar!”

Draco så op på den nu meget vrede Blaise og flere ting gik op for ham på samme øjeblik. Et; Blaise så meget yngre ud end han havde gjort for en uge siden (var det familien Zabinis hemmelighed? Hans mor lignede stadig en på trediverne…), to; sengen han lå på var den samme seng han havde haft i slytherinkollegiet og tre; hans krop føltes en smule mærkelig, som var den for lille.

Men tingene blev endnu værre – eller bedre afhængigt af øjet der så – for en meget irritabel og træt Vincent Crabbe trådte ind i Dracos synsfelt.

Jeg er ved at blive sindssyg, jeg ved det! tænkte Draco. ”Vincent?”

Vincent surmulede. ”Vi er meget sent på den Draco, vil du skynde dig? Vi er sultne.”

Men Draco gloede bare på sin gamle ven. En ven som Draco var sikker på døde for tre år siden … Ja, Vincent kunne ikke være mere død … men hvad lavede han her, foran Draco?

Draco kunne ikke beslutte sig om sindssyge var en forbandelse eller en frelse.

Da Blaise trak tryllestaven og truede med at crucio Draco til han bad om tilgivelse, havde Draco ingen tvivl om at det her var en forbandelse.

-

Harry kunne ikke sove. Han vendte og drejede sig i sengen, og følte sig alt for varm. Han rejste sig vredt op og stormede ind i opholdsstuen før han smed sig selv på en af sofaerne foran ildstedet.

Ron ville ikke længere hjælpe ham. Han påstod at intet var galt med Hermione, og bad Harry om at finde sig et job for at holde sig beskæftiget. Så han troede Harry mistænkte Salvatore fordi han kedede sig? Fordi han ikke havde et job? Tak for støtten, Ron.

Harry sukkede og lod en hånd glide igennem hans uregerlige hår. Han havde brug for en han kunne stole på. En som han kunne dele denne viden med. En som ville hjælpe … men hvem?

Et smil brød ud på Harrys ansigt, og han skyndte at finde noget susepulver, hvorefter han smed et håndfuld ned i de røde flammer.