Kapitel 2!

JEG HAR IKKE RETTIGHEDERNE TIL NARUTO. SERIEN ER COPYRIGHT MASASHI KISHIMOTO.
(Garhhh, det skal jo stå der. TTwTT)
Jeg vil lige starte med at understrege, at det her ikke bliver nogen spøgelses-fic, bare så i ved det.

Let's goo!

Han fik ikke sovet den nat. Han var både forvirret og grædefærdig. Fik han lov til at se Hinata? … Levende, ikke..?

Med et opgivende suk, vendte han sig om i sengen. Pladsen ved siden af ham var selvfølgelig stadigvæk tom. Han lagde sin ene arm over på den anden halvdel. Der var koldt. – Men hendes søde duft var der i det mindste stadig.
Puden manglede. Han havde glemt at lægge den på plads siden Nejis besøg. Langsomt rejste den lyshårede dreng sig. Han kunne vel lige så godt hente den.
Hinata havde altid – på sin vis – sat pris på orden.

Køkkenet var koldt, og i mørket famlede han rundt på gulvet efter puden. Månen lyste stolt gennem køkkenvinduet, og inden længe fandt Naruto den silkebløde pude. Han tog den straks op til sig, og duftede til den. Duften af Hinata var ved at forsvinde lige så stille hen igen.
Sukkende rejste han sig, og fik et glimt af den portion ramen han havde lavet under Nejis besøg. Han havde ikke haft tid til at spise den. Han havde heller ikke lyst til at spise den.

Hans blik flakkede rundt, og faldt en sidste gang på månen udenfor vinduet, inden han gik mod soveværelset igen.

"Kom snart hjem igen," hviskede han næsten lydløst. "Hinata.."

Naruto vendte sig om i sengen.
Fuglene udenfor vinduet kvidrede ivrigt, hvilket fortalte ham, at det var morgen allerede.

Han så på uret som hang over sengen. Klokken var kun seks.
Med et irriteret suk satte han sig om i sengen. Han havde slet ikke sovet endnu.
Mon det gjorde Hiashi noget, at han kom et par timer tidligere?



Folk var endnu ikke stået op, da han travede gennem Konohas støvede gader. En enkelt krage sad ensomt på et tørrestativ og gloede på ham.
På denne tid af morgenen, virkede Konoha lidt som en spøgelsesby.

Han nåede Hyugatemplet. Der var selvfølgelig ikke nogen port denne gang, og resterne fra den gamle port var fjernet. Det undrede Naruto lidt, hvor stor indgangen egentlig var uden den støvede, gamle port.

Uden at banke på – hvilket også var lidt umuligt, vadede han direkte ind i haven, hvor der også var anlagt træningspladser. Det var egentlig meget pænt lavet, og det var sikkert også flere hundrede år gammelt.

Ved lyden af en dør der gik op, vendte han sig mod selve templets indgang.

"Så, gamle mand, må jeg så—"

Hans hjerte frøs, og hans hals føltes pludselig tør, da han fik rettet blikket på den nyankomne.
Det lange, mørke, silkeagtige hår. De vidunderlige, runde lavendelfarvede øjne og den ufejlbarlige, feminine krop.

Det var hende. Hun var i live. Hun kunne kun være i live.

Det var som om, hele hans verden blev fyldt med et hvidt lys ved synet af hende. Langsomt sank han sammen på jorden. Efter to nætters med søvnløshed, bukkede han endelig under.
Han behøvede vel ikke bekymre sig mere. Hun levede. Forhåbentlig havde det har bare været en stor, dum joke.
Men det kunne jo umuligt være så simpelt. Det her var jo trods alt Hyugafamilien.

"Naruto-san.."
Lyden af Nejis stemme nåede knap nok ind til den lyshårede Ninja.

"Jeg så hende, Neji." mumlede Naruto tilbage, halvt sovende. "Jeg så hende virkelig."
Han hørte derefter et anstrengt suk. Hvem det kom fra, kunne han ikke helt bedømme. Men han antog, at det var fra Neji.

Der gik lang tid. Naruto svævede lidt imellem at være vågen, og at sove. Han anede faktisk ikke hvor han var. Kun, at han var træt og lidt gladere end før.



"Naruto-san.. Du kan ikke have set hende. Hun er død."

Behøvede han nu ødelægge alt igen?! Selvfølgelig var hun i live! Han havde selv set det!
Og lovede Hyugafamilien ham ikke også at se Hinata?
Hvorfor blev de så ved med at sige, at hun var død? Det gav jo ingen mening!

Naruto spærrede øjnene op, og tog sig til hovedet.
"Hold nu op med at sige det hele tiden! Hun er i live, og jeg så det! Jeg så det, 'ttebayo!"

Han kiggede på Neji derefter, og så, at han skulle til at sige noget, men blev afbrudt af en iskold følelse som øjeblikkeligt fik ham til at tie;
Hiashi var ankommet.

Naruto mærkede den velkendte vrede stige op i ham ved synet af den ældre mand. Han satte sig hurtigt op, med blikket fæstnet på Hiashi. "Hvor er hun?"
Hiashi svarede ham ikke. I stedet bad han Naruto om at rejse sig.
"Hanabi," kaldte han kommanderende.
Naruto bemærkede, at døren gik op, og ind kom den lille, spinkle pige bærende på en smuk og detaljeret krukke.
Et anstrengt udtryk stod malet i hendes ansigt, men det lykkedes hende at få slæbt krukken helt hen foran Naruto.

"Hvad er der med krukken, 'ttebayo?" Spurgte han og rynkede på næsen.
Hanabi kiggede straks over på Hiashi som nikkede. Tøvende fik hun løftet blikket på Naruto igen.

"Hi.. Hinatas aske er deri.." svarede hun, og kiggede væk så snart hun havde sagt det.