Cathleen POV

En studerende låner 50.000 kr. til etablering i en lejlighed. Renten er 2,8 % p.a., og den studerende kan betale 10.000 kr. om året. Hvor mange år tager det at afvikle lånet?

Jeg kiggede træt ned på opgaven, mens jeg inderligt ønskede den ville lave sig selv. Den var lidt over midnat, jeg lå i min seng med mine matematiklektier spredt ud på min hovedpude. Jeg var iklædt mit sommernattøj, til trods for at det var midt i januar. Med varmen på, og dynen godt over hovedet havde jeg ikke noget problem med at holde varmen. Til gengæld kunne varmen ikke hjælpe mig med at lave mine matematiklektier. Jeg kiggede træt ned igen og pustede irriteret håret væk fra mine øjne, som det faldt ned og dækkede min synsvinkel. Jeg havde piftet mit lange, lyse, leverpostejfarvede hår op med adskillige lyse og mørke striber, men kunne ikke gøre noget ved mine øjne, der havde en kedelig mørkeblå farve med grå stænk i.

Jeg vendte med en kraftanstrengelse tilbage til opgaven. Først ville jeg regne ud hvor meget lånet ville blive efter et år, og så ville jeg minus med de 10.000, før jeg ville…

Jeg lagde kun halvt mærke til det, da blyanten faldt ud af hånden på mig og mit hoved faldt ned på mit matematikhæfte.

Kulde.

Det var det første, jeg lagde mærke til. Den ramte mig som et slag mod hele kroppen. Iskoldt. Jeg gispede og åbnede øjnene med et sæt og kiggede mig forvirret omkring. Hvorfor var alt hvidt? Jeg blinkede forvirret. Hvor var min seng? Mit værelse? Mine matematikopgaver?

Jeg indså, at det var sne, der dækkede jorden omkring mig og farvede alting hvidt. Både jorden og alle grenene på træerne, der omgav mig. Og hvorfor var jeg omringet af træer?

Jeg satte mig op, rystende af kulde, og prøvede at forstå hvad det var der skete.

Hvorfor var jeg midt ude i en skov klokken lort om natten?

Så ramte et specielt koldt vindstød mig, og jeg besluttede, at det kunne være lige meget. Jeg måtte bare væk, før jeg frøs til døde. Jeg begyndte med rystende ben at gå fremad, mens jeg prøvede at huske, hvad det var jeg havde lært om overlevelse. Var det ikke et eller andet med at man kunne bruge stjernerne som et kompas? Jeg kiggede op, men kunne ikke finde nogen stjerner på den mørke himmel. I stedet begyndte jeg at gå i månens retning. Det var også ret lige meget hvilken retning var nord, så længe jeg i det mindste var sikker på, at jeg ikke gik i ring. Som minutterne gik, blev mine rystelser stærkere, mens jeg kæmpede mig igennem sneen. Mine bare fødder og hænder skiftede farve til blå, og tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne på mig. Jeg ville dø, det var jeg sikker på. Sådan en kulde var umulig at overleve, og skoven blev bare ved og ved i det uendelige.

Hulkende faldt jeg ned på mine knæ. Der var så koldt, og jeg var så træt, selvom jeg kun havde gået i nogle minutter. Jeg ville ikke dø, men bare tanken om at rejse mig op og gå videre fik mig i stedet til at falde helt om i sneen.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg lå og hulkede ned i sneen. Måske var det et spørgsmål om sekunder eller måske om minutter. Min krop ville ikke lystre mig, da jeg beordrede de til at rejse sig op. Den lå bare skælvene i sneen. Rystelserne var ikke så kraftige længere, hvilket gjorde mig rædselsslagen. Var det ikke noget med, at det betød, at min indre varme var ved at forsvinde eller sådan noget.

Jeg. Ville. Ikke. Dø.

"Er det ikke et lidt for koldt outfit, smukke, hvis man tænker på vejret?"

Med en enorm anstrengelse kiggede jeg op. En kutteklædt mand stod foran mig, og selvom hans ansigt lå fuldstændig i skygge, kunne jeg mærke, at han så på mig. Tanken om, at der faktisk var en god chance for at blive reddet, gav mig nogen af mine kræfter igen. Jeg fik kæmpet mig op på knæ med armene slået omkring kroppen i et desperat forsøg på at holde varmen. Den fremmede mand betragtede mig stadig, og jeg kunne tydeligt føle hans blik vandre over min krop. Pludselig gik det op for mig, at jeg var halvnøgen, og jeg rødmede. Det var jo latterligt! For sekunder siden havde jeg været overbevidst om, at jeg skulle dø, og nu irriterede det mig, at jeg ikke var passende klædt på!

Manden begyndte langsomt at binde sin kappe op, mens han betragtede mig eftertænksomt. Jeg stirrede ind i det mørke, der skjulte hans ansigt og ønskede, at jeg kunne få øjenkontakt med ham. Så tog han sin kappe af, og jeg fortrød omgående mit ønske.

Jeg følte mit blod fryse til is i mine årer, mit hjerte stoppe med at slå, og mit åndedræt sidde fast i halsen på mig, mens jeg for første gang så den fremmedes ansigt.

Det første, jeg lagde mærke til var øjnene. To glødende kulstykker, der stadig betragtede mig med et fascineret glimt. Huden havde en skinnende bronzeagtig kulør med et sort mønster på, lidt ligesom store tatoveringer. Tænderne var lige og hvide, og ville have været pæne, hvis det ikke var på grund af hugtænderne, der glimtede i måneskæret, da han… den… sendte mig et skævt smil. Dens hår var sort og med bronzeagtige striber igennem det, og med to katteører, der stak ud foroven. Det var først nu, at jeg lagde mærke til dens sorte kattehale, der drilagtigt slog ud i luften.

Alt i alt var skabningen uden tvivl langt særere at se på, end nogen af de mennesker jeg nogensinde havde set i metroen.

"Vil du ikke have den, smukke?" spurgte den muntert. Af uforklarlige årsager bemærkede jeg, at den havde en usædvanlig flot stemme. En stemme man kunne lytte på i timevis. Det var først nu, jeg lagde mærke til, at den rakte kappen ud mod mig.

Jeg kom langsomt på benene, splittet i to. På den ene side ville jeg meget gerne have den varme, som kappen kunne tilbyde mig. Uden den ville jeg uden tvivl dø. På den anden side ville jeg gerne så langt væk fra dette monster som muligt.

Jeg rakte en skælvende hånd ud og tog imod den. Det gav et ryk i mig, da dens brændende fingre strejfede mine. Det var først, da jeg havde hevet kappen til mig, at jeg indså, at det ikke var dens fingre, der var unaturligt varme. Det var mine fingre, der var alt, alt for kolde.

Med fumlende fingre prøvede jeg at få kappen omkring mine skuldre, men mine fingre var at for stive af kulde til at ville reagere. Før jeg vidste af det, gik skabningen pludselig det ene skridt frem, der adskilte os, og lagde selv kappen omkring mine skuldre. Kappen, der stadig indeholdt al hans kropsvarme, varmede mig i sådan en grad, at jeg ikke engang prøvede at flygte fra væsenet. Hele min krop kunne ikke tænke på andet end den befriende varme, der pludselig omgav mig. Jeg samlede den med rystende fingre foran og så op på skabningen foran mig.

"Hvad er du?" spurgte jeg hviskende, ligeligt fordelt mellem frygt og fascination. Jeg kunne utroligt nok ikke lade være med at overveje, hvordan det mon ville føles at røre de katteører.

"Jeg hedder Marak. Marak Glødøje for at være helt nøjagtig."

Jeg slikkede nervøst mine tørre læber. Hvad havde jeg gang i, stå og hyggesludre med et monster?

"Det var ikke det, jeg spurgte efter. Jeg sagde hvad, ikke hvem."

Skabningen betragtede mig målløst et par sekunder, inden den pludselig lagde hovedet tilbage og lo. Dens latter var også smuk. Hæs og melodiøs på én gang.

"Jeg er en varyl," sagde den og sendte mig et skævt smil, der sendte et jag af angst ned igennem min rygsøjle. De hugtænder!

Jeg sank. "Og hvad er en varyl?"

Skabningen betragtede mig med muntre – og glødende! – øjne, inden den sendte mig endnu et bredt smil. "Tja, denne varyl er en skabning, der helst ikke ser dig stå her og fryse ihjel." Før jeg vidste af det, havde den pludselig bogstaveligt talt skrabet benene væk under mig og holdt mig, i brudestil, i dens arme.

Jeg udstødte et halvkvalt skrig af angst og skulle til at flygte, men kunne alligevel ikke få mig selv til det. Den var bare så varm! Selvom dens tykke uldkappe var langt bedre end mit tynde sommertøj, var det ikke helt nok til at få mine rystelser til at forsvinde. Før jeg kunne nå at beslutte, at jeg alligevel ville flytte, begyndte den først at gå og så løbe af sted med mig i sine arme. Den så ikke ud til at have det mindste problem med de halvtreds kilo i dens arme, mens den løb overraskende hurtigt igennem skoven. Ikke så meget som én gren ramte mig, og dens vejrtrækning var støt og rolig.

"Hvad hedder du, smukke?" spurgte den.

Ordene chokerede mig, fordi de var så… normale. Alt for dagligdags til at blive brugt af en mystisk og uhyggelig skabning, der løb af sted igennem en snedækket skov, der var dukket op ud i det blå, med mig i dens arme. Okay, godt nok var det de færreste fremmede, der bare uden videre gav mig et kælenavn som smukke, men alligevel.

"Har du ikke tænkt dig at svare, smukke?" Af en eller anden grund lød det til at more den.

"Cathleen."

Han så overrasket ned på mig, som om han slet ikke havde forventet et svar. Så revnede hans ansigt i et bredt grin. "Et smukt navn til en smuk pige," lo han drillende.

Ikke helt sikker på om han gjorde nar af mig, besluttede jeg mig for ikke at svare. Efter få minutters løb satte han farten ned, og i den tro at han endelig var blevet træt, prøvede jeg at komme ned, hvilket fik ham til at stramme grebet om mig.

"Vi er der nu," forklarede han, før der kunne nå at gå panik i mig over, at han ikke ville give slip. Så begyndte jeg at overveje, hvor 'der' egentlig var.

"Er hvor?"

Svaret fik jeg, da han afslappet slentrede ind i en lysning, stadig med mig i armene. En gruppe skabninger, der alle var indhyllet i den samme slags kappe, som jeg for øjeblikket var pakket ind i, stirrede alle sammen chokerede op, da Marak trådte ind med mig presset så tæt op af hans bryst, at jeg kunne høre hans hjerteslag, der var foruroligende langsomme.

"Hvem i alverden er det?" spurgte en kvindestemme og gik forbløffet nærmere. Hun var omkring en meter høj, og den ene hånd, der stak ud af kappens ærme, var mørkegrøn og havde hæslige brækfarvede kløer. Jeg gøs, og først nu lagde jeg mørke til, at manden, Marak, også havde kløer. Hans var bare sorte og ikke så lidt mere appetitvækkende end kvindens.

Marak bar mig over til bålet, som nogen havde tændt i midten af lysningen, og satte mig ned, inden hans sank ned ved siden af mig. "Jeg fandt skønheden her rystende af kulde ude i skoven. Halvnøgen."

Jeg rødmede, irriteret over at han behøvede at få den detalje med.

"Hvorfor var du for resten halvnøgen, smukke?" tilføjede han og drejede ansigtet mod mig.

Mit hjerte hamrede af skræk, da han rettede de glødende øjne mod mine, men jeg tog mig ved en kraftanstrengelse sammen og kiggede ind i dem, mens jeg spurgte mig selv hvad helvede jeg havde gang i. "Mit vintertøj er til vask," svarede jeg sarkastisk, og Marak stirrede et øjeblik fuldstændig perpleks på mig, inden han lagde hovedet tilbage og lo højt.

"Er hun ikke fantastisk?" spurgte han glædestrålende de andre. "Der er kun gået nogle minutter, og hun svarer mig allerede igen!" Han sendte mig et blik, der kun kunne beskrives som stolt. Jeg ignorerede ham og krøb tættere på ilden. Efterhånden var kulden ikke andet end et ubehageligt minde. Jeg skævede til de andre kutteklædte, der alle stod og betragtede mig så intenst, at jeg rent faktisk kunne føle deres blikke på mig. Pludselig var jeg dybt taknemmelig for Maraks kappe for andre grunde end varmen.

"Har du fået varmen nu, smukke?" Marak sendte mig et drillende smil.

Jeg gøs let ved synet af ilden, der gav genskær i hans hugtænder, og nikkede kort.

"Fint, så burde vi også til at tage af sted nu. Jeg vil helst være færdig med ceremonien, inden jeg bliver alt for træt. Er du klar, smukke?"

"Klar til hvad?" spurgte jeg, forvirret over hans ord. Hvad var det for en ceremoni, han talte om?

"Klar til at tage af sted selvfølgelig." Han lo, og jeg havde på fornemmelsen, at han lo af mig. Jeg rødmede let ved at stille sådan et dumt spørgsmål, men ville ikke give op så let.

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg forvirret.

Marak tøvede let, og hans øjne fik et eftertænksomt udtryk, mens han gjorde tegn til en af de andre, der omgående kom gående med en hest. Så lo han igen. "Hjem," sagde han med et skævt smil.

Jeg var så overrasket over hesten, at jeg først ikke hørte, hvad han sagde. Han forventede vel forhåbentligt ikke, at jeg satte mig op på den? Jeg var i hvert fald ikke en hestepige. Desuden hvem red på heste nu om dage? Jeg havde været så optaget over hans udseende indtil nu, at jeg først nu lagde mærke til hans tøj. Sorte støvler, sorte, posede bukser og en sort skjorte. Sort klædte ham virkelig. Pludselig indså jeg, hvad jeg sad og tænkte. Jeg måtte virkelig være gal! Hvem tænkte på farvetoner til et monster? Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det stod godt til hans sorte hår og de underlige, sorte mønstre på hans hud. Jeg skyndte mig at tvinge tankerne videre. Det var pinligt, selv når det kun var mig, der kunne høre det.

Han havde ikke vanter eller en hue på, men trods vejret så han ikke ud til at fryse, som han stod der og betragtede mig med et lille, overbærende smil. Det gik pludseligt op for mig, at han forventede et svar.

"Øh, dit hjem eller mit?"

Han smilede afslappet, næsten som om han havde forventet spørgsmålet. "Dit, smukke," sagde han og lo, som om det var en intern joke. Hvilket det nok også måtte være. Halvdelen af de andre skikkelser omkring bålet var i hvert fald ved at falde om af grin.

Med en fornemmelse af at være til grin, lagde jeg bestemt armene over kors. "Hvordan ved du, hvor jeg bor?"

Han tøvede kort, og jeg var i et øjeblik overbevidst om, at jeg for en gang skyld havde overrasket ham. Så smilede han drillende. "For øjeblikket?" Igen latteren over denne her joke, som jeg ikke forstod. "Nej, smukke, men jeg regnede med, at du kunne vise mig vej?"

Nu var det min tur til at tøve. Hvad skulle jeg fortælle ham? At jeg ikke havde nogen anelse om, hvor mit hjem var? At jeg havde ligget i min seng og lavet matematiklektier i det ene øjeblik, og i det næste gik jeg rundt i denne her underlige skov, der var fyldt med mærkelige væsener? Jeg mærkede skrækken gribe mig, da jeg indså, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan jeg kom hjem. Jeg fik øjeblikkeligt en klump i halsen og var på nippet til at græde, men jeg havde ikke lyst til at ydmyge mig selv yderligere, og skød tanken fra mig. En ting var nu sikkert: Jeg kunne ikke fortælle Marak, hvad vej hjem var.

"Nej, ellers tak," sagde jeg høfligt, mens jeg prøvede at lade være med at tænke på, at det var et monster, jeg talte til. Okay, i hvert fald et umenneske. "Men hvis I kunne fortælle mig, hvordan jeg kom ud af denne skov, ville det være fint. Jeg finder bare et motel eller noget."

Selvom jeg godt nok ikke havde penge til at betale for det motel.

Smilet forsvandt fra Maraks øjne fra det ene øjeblik til det andet, og jeg blev pludselig rædselsslagen for ham. Jeg mener, jeg havde været bange for ham hele tiden, men ikke så meget. Når de glødende øjne ikke lyste af munterhed så de endnu uhyggeligere ud.

"Hvad er der galt, smukke? Bange for det uhyggelige monster?" spurgte han hånligt. Han bøjede sig frem, så hans skræmmende øjne kun var få centimeter væk fra mine. Jeg hev besværet efter vejret, men mine ben ville ikke lystre mig, da jeg beordrede dem til at stikke af. "Hvad er du helt nøjagtig bange for, at jeg vil gøre ved dig?" fortsatte han uden at hans øjne på noget tidspunkt forlod mine. Jeg begyndte at håbe desperat, at han ville blinke. Det var, som om de øjne kunne se direkte ind i min sjæl. Og ikke på den der romantiske måde nogen snakker om.

Det blev mig, der slog øjnene ned. "Selv om du ikke var… jeg mener, selvom du var et menneske, ville jeg stadig ikke have fulgt med dig."

"Du var ved at sige, selvom du ikke var et uhyggeligt monster, var du ikke?" spurgte Marak køligt. Så rettede han sig pludseligt op og lo, hvilket i sig selv var så overraskende, at jeg uvilkårligt så op på ham igen. "Nå, jeg er vist også lidt dobbeltmoralsk nu," lo han. "Min knap så dybfølte undskyldning. Men ser du, så længe jeg ikke ved, hvor du bor, kan jeg ikke bare lade dig gå, smukke." Han sendte mig et halvt muntert, halvt beklagende smil.

"Hvad mener du?" hviskede jeg hæst. Jeg var overhovedet ikke glad for, hvor denne samtale førte hen. Mit hjerte hamrede i mit bryst, mens jeg overvejede alt det forfærdelige, han kunne gøre ved mig. Voldtage mig. Myrde mig. Spise mig.

"Hvis jeg ikke ved, hvor du er, vil jeg ligesom få lidt problemer med at finde dig smukke," forklarede han med et smil og satte sig på hug, så vi var på øjenhøjde. "Derfor bliver jeg nødt til at tage dig nu, før du forsvinder ligeså pludseligt, som du dukkede op til at starte med."

"Tage mig hvorhen?" hviskede jeg så lavt, at jeg ikke engang selv kunne høre det, men han så ikke ud til at have problemer.

"Hjem til mit kongerige, smukke. Som min brud."