A/N: Okay, jeg er seriøst ked af, at den sene upload. Virkelig. Som en slags undskyldning laver jeg en engelsk OneShot collection med Marak og OC-karakter. Er jeg så tilgivet?

Nok om det. Dette kapitel er om Cathleens første dag under jorden - eller i hvert fald halvdelen af det. Hvis jeg skulle skrive den hele, ville det blive aaaalt for langt. Nå, men mangler et bedre kapitelnavn. Nogen ideer?

Jeg vågnede med følelsen af blød silke under min kind og stivnede. Det var nu, jeg skulle mobilisere mit mod. Åbne mine øjne og lade Marak konfrontere mig. Holde hovedet højt og vente på det bedste.

Og jeg kunne ikke.

I stedet flyttede jeg på mig, så mit ansigt var begravet i den bløde pude og lod mine fingre vikle sig ind i mit hår, mens jeg åndeløst ventede på Maraks rasende råb, når han opdagede, at jeg var tilbage.

"Godmorgen, smukke."

Jeg blev så chokeret, at jeg satte mig op med et sæt og stirrede på ham. Han sad i skrædderstilling ikke mindre end en meter fra mig. Han havde noget andet tøj på, end han havde haft ved det rædselsfulde bryllup, og havde tydeligvis været vågen i nogen tid. Jeg havde også gået temmelig sent i seng, uvillig ved tanken om at forlade min familie, selvom jeg vidste, at det var uundgåeligt i længden. Hans uhyggelige, glødende øjne betragtede mig med et blidt og forsigtigt udtryk. Han så alt andet en vred ud.

"Hvad?" kvækkede jeg målløs. Hvor var raseriet, spørgsmålene, vreden?

"Godmorgen," gentog han med et lille smil. Han så nærmest lettet ud. "Sover du stadig smukke?"

"Sover?" mumlede jeg. "Jeg sov? Her?"

"Ikke et morgenmenneske, eller hvad? Du virker ret forvirret, smukke."

Jeg kiggede rundt. Jeg sad på en madras fyldt med bløde silkepuder og et endnu blødere tæppe. "Sov jeg her?" hviskede jeg. "Foran dig?"

Han hævede det ene øjenbryn, noget jeg altid havde ønsket, at jeg kunne. "Har du noget imod, at jeg ser dig sove, min smukke? Er det fordi, du snakker i søvne?" Han drillede mig åbenlyst, og langsomt slappede jeg af, som sandheden sank ind. Jeg var ikke forsvundet for øjnene af ham. Jeg var bare faldet i søvn, og sandheden var stadig skjult for Marak. Selvom jeg ville leve blandt monstre om natten, ville jeg stadig have min familie om dagen. Jeg sank lettet ned i puden igen.

"Hvad sagde jeg?" hviskede jeg, mest af alt bare for at sige noget.

Maraks muntre fjæs forsvandt, og han så helt alvorlig ud. "Du nævnte nogle navne. Dine forældres. Så en der hed Sum og en der hed… Collie? Og så græd du. "

"Græd?" Jeg huskede mine tårer. Hvis jeg også havde grædt her, var mine kroppe på en eller anden måde stadig forbundet. Det kunne jeg leve med. To kroppe, én bevidsthed. Når den ene sov, var den anden vågen. Jeg spekulerede på, hvordan det var muligt, men skubbede så tanken fra mig. Det kunne jeg spekulere på senere. Nu ville jeg bare komme levende igennem min første dag som varylerkongens… kone. Jeg gøs ved tanken, men var stadig i langt bedre humør end for få minutter siden.

Jeg satte mig langsomt op og så usikkert på Marak. Hvad ville der ske nu?

Han smilede sit drillende smil, der afslørede hans hugtænder. De virkede ikke ligeså skarpe, som den første gang jeg havde set ham, og jeg spekulerede på, om han mon havde filet dem ned. Eller måske var det bare min fantasi, der dengang havde overdrevet alle hans monstrøse træk.

"Sulten, smukke?"

Det dagligdags ved ordene forvirrede mig, som de havde gjort dengang han havde spurgt om mit navn. "Ikke rigtigt," mumlede jeg. Det var egentlig ikke sandt, men jeg havde på fornemmelsen, at hvis jeg spiste noget nu, ville jeg bare kaste det op igen.

"Det er løgn," lo Marak muntert og sprang op. "Jeg får noget bragt herned. Jeg regner ikke med, at du vil spise i spisesalen."

Jeg forestillede mig at spise blandt alle de monstre, der i går havde været så begejstrede for min ulykkelige skæbne, og gøs. Jeg lyttede fraværende til Maraks ord til nogen på den anden side af døren. En vagt? Hvorfor havde de sat vagter foran døren? Hvor skulle jeg helt ærligt flygte hen?

"Hvad sprog var det?" spurgte jeg Marak, da han kom tilbage, egentlig ikke særlig interesseret. Jeg spurgte bare, fordi det var blevet en vane at holde Marak hen med snak.

Han betragtede mig længe, inden han svarede, og af uforklarlige grunde blev jeg pludselig pinlig bevidst om mit uglede hår og forsovede udseende.

"Varylsk." Han lod sig falde ned ved siden af mig og så på mig med et bekymret blik. Eller også spillede han bare bekymret. "Hvordan har du det?"

Jeg trak let på skuldrene. Lettet. Og rædselsslagen. Og rasende. Og forvirret. "Jeg er okay," mumlede jeg til sidst. "I forhold til situationen, altså."

Marak lo, og jeg rynkede forvirret panden, mens jeg prøvede at se det morsomme i mit svar.

"Du er så modig, smukke." Beundringen lyste ud af hans røde øjne.

Modig? Jeg var alt andet end modig. Jeg var skrækslagen. Jeg trak let på skuldrene, usikker på hvad jeg skulle svare.

I det samme rakte Marak med et eftertænksomt udtryk ud efter mig, og jeg stivnede, som hans hånd glattede mine vildfarne lokker på plads. Han lod sine fingre dvæle ved mine kindben og smilede så let til mit nervøse ansigt, inden han trak hånden til sig igen. Jeg trak vejret dybt ind, og det gik op for mig, at jeg havde holdt vejret.

"Noget specielt du har lyst til at lave i dag?"

Løbe meget hurtigt, meget langt væk, men det kunne jeg ikke fortælle ham. Jeg trak igen på skuldrene. Hvad forventede han helt ærligt, at jeg ville sige? En tur i tivoli og så et biografbesøg?

"Jeg kan vise dig vores gemakker?"

Ordene forvirrede mig, og jeg så rundt. Var dette ikke mit soveværelse? Eller rettere, mit fængsel?

Marak smilede muntert, som han gættede sig til, hvad der foregik i mit hoved. "Du er dronning nu, smukke. Du troede da ikke, at der ikke ville være et par frynsegoder forbundet med det? Dette er bare det kammer, hvor kongens kone for det meste tilbringer sin første nat i kongeriget. Det er indrettet, så hun så vidt muligt ikke kan skade sig selv."

Jeg kiggede igen rundt i rummet. Et tykt gulvtæppe dækkede gulvet, og der var ingen møbler i rummer, hvis man ikke talte den bløde madras og alle puderne med. Selv væggene var fuldstændig dækket af tykke tæpper, og det eneste der afslørede sandheden om, hvor vi befandt os, var det grå stenloft. Jeg kiggede op på det og gøs igen ved tanken om de mange, mange ton jord, der befandt sig over mit hoved. En lillebitte bygningsfejl, og jeg ville være død.

I det samme bankede det på døren, og min opmærksomhed blev afledt af varylerne, der kom bærende på adskillige fade med diverse retter. Marak tog det afslappet, mens jeg betragtede dem mistænksomt, som de satte fadene på gulvet, bukkede eller nejede, og forsvandt igen. Hver eneste af dem havde stirret åbenlyst på mig, og jeg rystede let, da døren lukkede sig efter dem.

Marak strejfede min rystende arm, og det gav et sæt i mig. "De er bare nysgerrige," sagde han blidt, som han endnu engang havde gættet sig til, hvad jeg tænkte. "Jeg tror ikke, du forstår, hvor vigtig du er for dem."

Og jeg troede ikke, at han forstod, hvor meget jeg ønskede, at jeg ikke var det. Jeg sagde det dog ikke, men kiggede i stedet usikkert på maden. Var det virkelig alt sammen til os, eller ville vi få selskab? Jeg gøs ved tanken om varylerne der lige var gået. I denne verden så Marak helt normal ud.

"Her." Marak rakte mig et stykke smørret brød, da jeg ikke gjorde mine til at ville tage noget mad selv. "Det må være længe siden, du har spist."

Faktisk var det kun nogen timer siden, at jeg havde fået Sums lækre aftensmad, men det ville jeg aldrig indrømme overfor ham. Jeg så afskyvækket på brødet i min hånd. Tanken om mad lige nu gav mig kvalme, og jeg lagde det diskret fra mig, mens jeg betragtede Marak, der spiste med god appetit, men overraskende pænt. Jeg havde af en eller anden grund troet, at han ville æde som et svin. Nok på grund af den rolle som halvmonster han havde inde i mit hoved. Halvmonster.

Jeg overvejede, om det i virkeligheden var det ord, der bedst kunne beskrive Marak. Han var ikke udelukkende et monster. Han havde beskyttet mig mod alle andre farer, end den han selv udgjorde, og han havde trøstet mig, da jeg græd, men samtidig havde han gjort så meget forfærdeligt imod mig, at jeg ikke kunne tænke på ham som menneskelig. Jeg kiggede ned på arrene i mine håndflader og gøs igen for guderne måtte vide hvilken gang den morgen. Det var der, han havde skåret mig foran en skrigende flok monstre.

Halvmonster.

"Hvorfor?" mumlede jeg, og Marak så interesseret på mig.

"Hvorfor hvad?"

Jeg lod mine fingre føle et af arrenes linje. "Hvorfor gjorde du det her imod mig?"

Marak tog forsigtigt mine hænder i sine og vendte dem om, så han kunne betragte håndfladerne. "Fordi det er en del af bryllupsceremonien," sagde han roligt, mens han lod tommelfingrene følge de sølvfarvede linjer. "De fortæller om vores fremtid."

"Tror du virkelig på det?" røg det ud af mig, inden jeg kunne nå at stoppe mig selv. Jeg stivnede, mens jeg ventede på Maraks raseri, men han lo bare muntert.

"Jeg er en varylerkonge," grinede han. "Selvfølgelig tror jeg på magi."

"Ikke magi," protesterede jeg. "Men tror du virkelig på skæbnen?"

Det var umuligt at læse Maraks ansigt, som han betragtede mit. "Nej," sagde han så roligt. "Men jeg tror på mange mulige skæbner. Og jeg tror på denne magi." Hans fingerspidser strejfede arrene igen.

"Og hvad siger de så?" Jeg kunne ikke holde skepsissen borte fra min stemme, selvom jeg forsøgte. En ting jeg ikke troede på, var skæbnen. Jeg troede på tilfældet.

Marak smilede, som om han kunne læse mine tanker og fulgte igen et af arrene med sin ene tommelfinger. "Dette er min linje," forklarede han. "Den ser umiddelbart meget normal ud. Lang og lige, men her er der et hak. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg har mine gæt. Det er dog din linje, der forvirrer mig." Han fulgte den anden linje med tommelfingeren, og selv jeg kunne se, at de ikke var ens. "Den har det samme hak som min, men tusindvis af gange." Han rynkede bekymret på panden, mens jeg vred mig. Det måtte være alle mine rejser frem og tilbage mellem min verden og hans. "Det starter her, ikke langt fra begyndelsen og så fortsætter det næsten uden pauser helt til slutningen. Jeg forstår det ikke!" Han bed sig irriteret i underlæben, og pludselig havde jeg svært ved at tilbageholde et smil. Han mindede om en lille dreng, der ikke fik sin vilje.

"Det er stadig afskyeligt!" erklærede jeg, som jeg trak mine hænder til mig. "Jeg fatter ikke, at du kunne gøre det mod mig!"

"Det er godt." Marak sendte mig et smil. "Det betyder, at du ikke fatter, at jeg kunne gøre noget så ondt. Og det betyder, at du ikke synes, at jeg udelukkende er et ondt monster, for så ville du ikke have svært ved at fatte, at jeg kunne gøre noget så afskyeligt." Han smil blev bredere, men jeg kunne ikke finde på et bidende svar.

Når alt kom til alt var det sandt.

"Her." Han rakte mig et jordbær. "Spis i det mindste lidt frugt."

Jeg adlød tøvende og tog en forsigtig bid af jordbærret. Det havde ikke en underlig smag, som om han havde puttet noget på det, men det var uden tvivl det saftigste og lækreste jordbær, jeg nogensinde havde smagt.

Marak lokkede adskillige jordbær og andre frugter i mig, men jeg nægtede at røre noget af det andet. Jeg skulle ikke nyde at sidde her og kaste op foran ham. Det ville være alt for ydmygende.

Marak virkede tilfreds nok med den smule, jeg tvang ned, og han var i strålende humør, da han trak mig med sig ud på gangen, hvor jeg gjorde mit bedste for at ignorere de uhyggelige vagter. Den ene med et par enorme, snoede horn og den anden med et ansigt det endte i en bjørnesnude.

Marak førte mig igennem den ene stengang efter den anden og op af næsten ligeså mange trapper. Jeg brød mig ikke tanken om hvor meget jord, der havde været over mig, men sagde ikke noget. Når alt kom til alt skulle jeg bruge hver eneste nat i resten af mit liv i denne verden. Jeg gøs ved tanken og Marak sendte mig et skarpt sideblik. Vi passerede adskillige varyler på vejen op, men selvom hver eneste af dem stoppede op og stirrede åbenlyst på mig, stoppede Marak til min lettelse ikke op og sludrede med dem. Nogen af varylerne var bare usædvanlig grimme, mens andre direkte gav mig kvalme. Endelig stoppede Marak op foran en enorm dobbeltdør, der så ud til at være lavet af guld.

"De kongelige gemakker," bemærkede Marak. "Vores værelser."

Jeg ville til enhver tid foretrække, at han havde sagt mine værelser eller dine værelser, for hans ord mindede mig om min situation. Jeg skulle sove i samme seng som ham, og en dag ville han forvente, at jeg rent faktisk… sov med ham. Jeg trak hånden til mig for at slå armene beskyttende om mig selv, mens jeg mistænksomt betragtede vagterne, der var passeret på hver side af blæredøren. Var de i virkeligheden bare fangevogtere?

Marak lagde en klobesat hånd på min ryg og skubbede mig med et skævt smil indenfor. Stuen jeg trådte ind i passede perfekt til de gyldne, overdrevent flotte døre og jeg stoppede med op med store øjne. Jeg havde faktisk aldrig tænkt på Marak som konge. Varylerkonge havde virket lidt som et synonym for bandeleder. Han havde måske nok haft kommandoen over de andre i mine tanker, men jeg havde aldrig forbundet ham med noget som dette.

"Hvad synes du, smukke?" drillede han. "Som jeg sagde, så er der fordele ved at være kongens kone."

"Det er… ret blæret. Har du muligvis mindreværdskomplekser?" Som altid røg ordene bare ud af munden på mig, og som altid lo Marak bare.

"Sådan har de kongelige gemakker altid været," smilede han, da han havde leet færdigt. "Bryder du dig da ikke om dem?"

Jeg tøvede, mens jeg overvejede svaret. Jeg tænkte med længsel på mit loftværelse derhjemme med det skrå tag og mit kaotiske rod. Noget sagde mig, at hvis jeg rodede her, ville der bare være nogen der rodede op igen. Jeg brød mig ikke det mindste om tanken. "Her er… fornemt," sagde jeg til sidst.

"Men?" Han havde bemærket min tøven.

Hans øjne så forbløffende blide ud i forhold til deres uhyggelige, røde glød, og jeg huskede, at han aldrig før var blevet rasende over noget, jeg sagde.

"Men jeg tror ikke, at det nogensinde vil føles som hjemme," indrømmede jeg hviskende og kiggede ned i gulvet. Det her var ikke hjemme. Det var bare det mareridt, jeg måtte udholde hver nat, for så endelig at vende hjem hver morgen.

Jeg så ikke på Marak, og derfor kunne jeg ikke bedømme hans ansigtsudtryk, da han tog min hånd og førte mig videre. Jeg gjorde ikke modstand. Det virkede så formålsløst at kæmpe nu. Soveværelset var ligeså smukt som stuen. Jeg lod øjnene glide hen over det bløde væg-til-væg gulvtæppe, den buldrende pejs, der var omgivet af store, bløde puder og et meget lavt bord og den enorme himmelseng. Jeg mener enorm. Mit hjerte satte farten op, som jeg stirrede på den og tænkte på, hvad Marak en dag ville gøre ved mig i den seng. Billeder flimrede for mine øjne, og jeg mærkede, at jeg fik åndenød. Måske ville Marak ikke voldtage mig nu, men han ville en dag. Han havde selv indrømmet det. Måske først om mange år, men en dag ville han ikke kunne vente længere.

"Cathleen?"

Jeg hørte svagt Marak sige mit navn, men det var alt for langt væk til at kunne rive mig ud af mit panikanfald. Jeg så ikke andet end den enorme seng, mens billeder af mændene, der havde prøvet at voldtage mig, dansede for min indre nethinde. Marak havde reddet mig fra dem, men hvem ville redde mig fra Marak?

Jeg følte en klobesat hånd tage mig blidt om hagen og vippe mit ansigt bestemt op mod Maraks. Hans glødende øjne brændte sig ind i mine og underligt nok fik de mig til at falde ned i stedet for at gøre mig endnu mere skrækslagen. Han trak mig bestemt ned til en af puderne ved pejsen uden så meget som et sekund at slippe mit blik med hans.

"Slap af," beordrede han, og jeg følte min krop adlyde.

"Undskyld," hviskede jeg uden helt at vide hvorfor. Måske for at være sådan en kujon, at jeg ikke engang kunne kigge på en skide seng uden at få et sammenbrud.

"Hvad skete der? Hvad er der galt?"

Jeg vristede mit blik væk fra hans og så skamfuldt ned på mine arrede hænder. Hvad skulle jeg sige? At jeg nær var blevet skræmt til døde ved synet af en seng?

"Ikke noget," hviskede jeg. "Det er lige meget."

"Lad være med at lyve for mig." Trods ordene var hans stemme blidere end nogensinde, og jeg huskede, hvordan jeg helt fra starten havde syntes, at den var smuk.

"Du vil voldtage mig en dag." Jeg tvang ordene frem, så lavt, at jeg tvivlede på, at han overhovedet kunne høre dem. "Og du vil gøre det derovre." Mit blik vandrede automatisk over mod sengen, og jeg tvang det hurtigt ned på mine hænder igen.

Marak var tavs i lang tid, og da han endelig talte, var hans stemme til min overraskelse sørgmodig. "Jeg troede, at du troede på mig, da jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt mig at voldtage dig."

Jeg trak benene ind til kroppen og slog armene omkring dem i et forsøg på at holde sammen om mig selv. "Det gjorde jeg," hviskede jeg. "Det gør jeg. Men du… du forventer, at jeg en dag frivilligt vil…" jeg tøvede, mens jeg ledte efter det rigtige ord. Jeg tvivlede på, at Marak ville forstå mig, hvis jeg sagde sex. "Vil elske med dig," sagde jeg til sidst, men det lød dumt selv i mine øre. "Det vil jeg ikke, og en dag bliver du træt af at vente." Jeg kunne ikke holde afskyen ud af min stemme ved de næste ord. "Når alt kommer til alt er hele ideen med at tage mig herned udelukkende for, at jeg skal føde dig en arving!"

Marak sagde ikke noget i adskillige minutter, og mit hjerte hamrede så højt af frygt, at jeg var sikker på, at han kunne høre det. Havde jeg overtrådt hans grænse nu? Måske var han blevet rasende. Måske ville han se sandheden i mine ord og indse, at det ikke nyttede noget at vente.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," sagde han til sidst. "Cathleen... Selv hvis det er sandt, at du aldrig vil elske mig, så lad være med at bekymre dig om noget, der først sker om mange år. Bare giv mig… giv mig et år til at bevise, at her ikke er så forfærdeligt, som du tror. At jeg ikke er det monster, du tror."

"Hvorfor skulle jeg?" hviskede jeg, men der var ingen trods i min stemme. Det lød mere som en bøn for trøst.

Marak lagde armene omkring mig og trak mig ind til sig. Jeg vidste, at jeg burde trække mig fri, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg var alt for taknemmelig overfor hvad som helst, der kunne holde sammen om mig, og selvom det var fuldstændig ulogisk gav hans omfavnelse mig en fornemmelse af tryghed.

"Tænkt tilbage på dengang du første gang så mig," bad han blidt, mens han vuggede mig frem og tilbage. Bevægelsen var beroligende, og jeg lukkede øjnene, mens jeg huskede tilbage. Jeg mindedes min rædsel ved det hæslige uhyre, der stod foran mig. Jeg huskede min reaktion på hans skarpe hugtænder og glødende øjne. Jeg gøs i hans arme og gemte ansigtet mod hans bryst. Det virkede så forkert, at min kilde til trøst også var den person, der skræmte mig fra vid og sans, men lige nu var han den eneste, jeg havde.

"Og så… så tænk på, hvordan du ser mig nu. Jeg kunne forestille mig, at… at der var en ret stor forskel." For første gang, mens jeg havde kendt ham, lød han usikker, og jeg nikkede ind mod hans bryst. Han fortsatte med lidt mere sikkerhed i stemmen.

"Det er kun få nætter siden, Cathleen. Hvis dit syn på mig kan ændre sig så meget i løbet af nogen nætter, hvor meget vil det så på et år? Eller to år? Eller ti år?"

"Ti år?" Jeg løftede ansigtet for at se på ham. "Vil du virkelig vente så længe?"

"Jeg vil vente længere end det," lovede han, og uden at vide hvorfor, troede jeg ham. Jeg slappede af. Ti år virkede som en evighed for mine seksten år, og selvom jeg stadig ikke troede på, at jeg nogensinde ville elske en, der var villig til at gøre alt det mod mig, så virkede problemet lige nu ligeså fjernt som døden. Det lå og lurede i underbevidstheden, men aldrig mere end det.

"Undskyld, jeg flippede sådan ud," mumlede jeg.

Marak lo og lød som sit gamle jeg. "Det gør ikke spor, smukke," forsikrede han. "Især fordi det gav mig en mulighed for at holde om dig."

"Helt ærligt!" Jeg trak mig fri. "Lider du af personlighedsspaltning eller hvad?"

"Nej." Et smil lyste op på hans ansigt. "Den slags psykiske problemer lider varyler ikke af. Det er reserveret til jer mennesker."

"Ha, ha," mumlede jeg sarkastisk, men havde det faktisk bedre. Hvis jeg skulle være helt ærlig, var det dejligt at blive drillet. Det var noget genkendeligt fra hverdagen puttet ind i et mareridt.

"Vil du se resten af vores værelser?"

Ordet vores var ikke ligeså slemt som før, men jeg ville stadig ønske, at han havde brugt et andet. Jeg trak på skuldrene, egentlig fuldstændig ligeglad med al luksussen omkring mig.

Tilsyneladende havde jeg mit eget badeværelse, selvom det føltes, som om jeg fornærmede det, ved at tænke på det som et badeværelse. Det var en verden af marmor med et enormt sænket bassin for enden. Der var desuden et walk-in-closet, der var langt større end mit eget værelse derhjemme og som var fyldt med kostbare kjoler i alverdens farver. Jeg betragtede dem mistænksomt, som de hang side om side.

"Bruger I ikke sweatere eller hvad?" spurgte jeg til sidst. "Eller hvad med et par jeans?"

Marak lo af mit ansigtsudtryk. "Jeg ved ikke, hvad sweater eller jeans er, men hvis du ikke bryder dig om tøjet, kan du få syet noget andet." Hans smil voksede et bredt grin. "Jeg vil nyde at se dig i noget, som det du havde på første gang vi mødtes."

Jeg rødmede ved tanken om mit meget korte nattøj, der egentlig bare var en farvestrålende undertrøje og et par matchende og meget korte shorts. "Perverse varyl," mumlede jeg, og han lo igen.

"Du kan ikke forvente, at du kan regne halvnøgen omkring uden at få visse reaktioner fra det modsatte køn," drillede han. "Du kan også låne noget af mit tøj, hvis du hellere vil det?" tilføjede han jokende, men jeg overvejede ideen alvorligt.

"Kan jeg?" spurgte jeg til sidst, og han så chokeret på mig. Så lagde han hovedet tilbage og lo.