Harry Potter: Mørke Erindringer

Resumé: Hvad hvis det ikke kun var hans kræfter, som Voldemort ved et uheld gav Harry den nat? Hvad hvis han gav ham alle hans erindringer, erindringer, der nu kun venter på at komme op til overfladen?

Disclaimer: Jeg ejer tydeligvis ikke idéen om Harry Potter, eller nogen af de penge, idéen indbringer.

Blueowl: Denne historie vil for det meste følge den originale historie i Harry Potter, men det betyder ikke, at den vil fortsætte med at følge dem præcist (åbenlyst nok, fordi omstændighederne er nogle andre).

Emily J. Redbird, 15. juli 2013: Jeg er lige gået i gang med at revidere de gamle kapitler, og derved forhåbentlig forbedre læseoplevelsen.

God læselyst!


Bog 1 - Del 1: Erindringer

Harry glippede med øjnene og stirrede op i loftet på pulterrummet, hvor han sov. Han var lige blevet vækket af endnu en ond drøm, og ligesom de mange andre, han havde haft, efterlod den ham med en følelse af kvalme, frygt og vrede.

Han havde i lange tider været nødt til at leve med disse mareridt i al hemmelighed, og indtil videre vidste han, at det var nødt til at forblive sådan, hvis han skulle undgå at blive sendt på sindssygehospital.

Disse drømme kom og gik, men de mest skræmmende ved drømmene var, hvordan han ville referere til dem i sine tanker...

Den første drømmeplagede nat, han kunne huske, var da han var fire. Fra da af vidste han, at han aldrig skulle spørge sin tante og onkel om sine drømme.

"Onkel Vernon? Er der nogen grønne lys, der kan gøre av på folk?" spurgte han, hans stemme ladet med frygt. Der var stadig svage omrids af kutteklædte skikkelser, der løb rundt og skød grønne ting ud fra korte pinde, i hans tanker.

Vernon skulede til ham og fortalte ham, at der under ingen omstændigheder fandtes noget, der kunne gøre det, og at han for øvrigt ikke måtte se TV i hele næste uge. Vernon troede nemlig, at han havde set det på TV. Harry hørte senere Vernon mumle til Petunia, at Harry måtte havde en mørk sjæl, når han tænkte på sådanne ting.

Harry nævnte aldrig noget i den bolgade igen, selv om hans drømme egentlig plagede ham en hel del.

Engang havde han drømt, at 'han' havde lagt en hel landsby øde, men han vidste, at det ikke var ham selv, der i virkeligheden havde gjort det, for det var som om han kiggede ud gennem en andens øjne.

Han var vågnet i det øjeblik, han havde fokuseret på en vinduesrude, og havde set spejlbilledet af et skrækindjagende hvidt ansigt med røde øjne. Det gik op for ham, at han rystede, men han fandt snart ud af, at han ikke var den eneste. Hans lille samling af aflagt legetøj raslede på hylden ved hans fødder. Hans legetøjssoldater vibrerede mod væggen.

Han kvalte et skrig, og så faldt de til ro.

Fra det øjeblik satte han spørgsmålstegn ved alting. Sådan går det, når man ser noget, der ikke er muligt.

Jo jo, i lang tid havde det været lettere at kalde dem for 'bare forfærdelige – forfærdelige mareridt', men jo mere han tænkte over det, jo mere vidste han med hver en fiber i sin krop, at de var mere end det – de var erindringer.

Så konkluderede han, at dette kunne skyldes en af to ting.

Enten var han vanvittig og havde en eller anden slags psykisk lidelse, hvilket hans tante og onkel nok ville være enige i, deres sagte hvisken og sideblik taget i betragtning. Og når han selv tænkte over det, kunne det godt være, han var vanvittig, for han mente, han havde erindringer, der ikke var hans egne, og han var begyndt at tro på, at det kunne lade sig gøre skyde ting fra enderne af pinde.

Eller også det var virkeligt.

Da han hviskede de ord i nattens fuldstændige mørke, kom alt det, han havde 'erfaret' i disse 'drømme', op til overfladen.

At se gennem øjnene på en dreng, han aldrig havde set før, at gå i en skole, der var uvirkelig. At titte gennem røde øjne, hvis morderiske intentioner var fuldt ud øjensynlige i den fortvivlelse han forsagede hos talløse mennesker i farvede gevandter.

Selvom han stadig var i tvivl om hvilken mulighed, der var den korrekte, besluttede han sig for at tænke på drømmene, som var de minder. Det føltes bare rigtigt, uanset hvor ihærdigt han prøvede at snakke sig selv fra det, og han begyndte tøvende at klassificere dem således.

Harry begyndte at tænke sådan om sine drømme for omkring et år siden, men nu, efter alt det, der var sket, virkede hans tidligere tanker om vanvid meget mere sandsynlige.

Harry tog en dyb indånding i et forsøg på at berolige sig selv efter den drøm, han lige havde oplevet.

Det var en, han havde haft talløse gange, men den virkede til ind imellem at skifte synspunkt mellem to mennesker.

Ham selv... og ham...

Den første havde været fra Harrys synspunkt, men det vidste han ikke på det tidspunkt, ikke før han så det fra hans. Han kiggede op i det kolde hvide ansigt med lysende røde øjne, lige før en kort pind viftede mod ham... og grønt lys bragede frem fra spidsen.

Harry var vågnet ekstremt voldsomt efter den, men mere end det, hans ar gjorde ondt – meget ondt. Det var, som om der var ild i hans ar.

Han bed et skrig i sig; Han ville ikke have, hans familie vågnede op, og var endnu vredere på ham end normalt.

Da han var faldet til ro, kiggede han ned mod sine fødder og så, at alle hans soldater og figurer var ud over det hele. Nogle var i stykker, en så ud til at være smuldret, to stak ud af undersiden af trappen og så ud som om de var blevet hamret ind i træet. De andre lå ved hans fødder på det rodede tæppe.

Den anden gang han drømte drømmen, havde han set den fra hans synspunkt. Han havde stirret ned i ansigtet på en grønøjet baby, imens han sagde barske volapyk-agtige ord, hvorefter han iagttog det grønne lys ramme drengen og rikochettere, eksplodere i hans ansigt.

Han var vågnet fra det mareridt til onkel Vernons banken på døren til pulterrummet og hans råb til ham om at 'holde op med at sparke på trapperne! Du vækker hele huset!'

Af en eller anden grund vidste Harry, at dette var denne skabnings sidste minde. Han kunne ikke kalde ham en mand, for slet ikke at tale om at kalde ham et menneske, så han kaldte ham en 'skabning'. Et par gange havde folk fra disse 'minder' kaldt ham 'Lord' et-eller-andet... men dem var der få af, og der var langt imellem dem.

Harry prøvede at fordøje det, han så, forstå det og måske bortforklare det. Men uanset, hvad han prøvede, blev hver forklaring mere absurd og endnu mere utrolig end den forgående. Engang havde han prøvet at sige til sig selv, at der måtte findes selvantændende legetøj, siden der nu fandtes selvantændende mennesker. Det tog ham kun få sekunder at forkaste dén teori.

Harry sukkede og lukkede øjnene. Han tænkte tilbage på det, der var hændt ham tidligere på ugen, og prøvede at begribe, hvordan han havde været i stand til at snakke med den slange i zoologisk have, for slet ikke at tale om hvordan glasruden var forsvundet.

At snakke med en slange var ikke normalt, det var tydeligt, men på den anden side, hvad lavede han af ting, der blev betragtet som normale?

Og nu vi snakkede om slanger, havde han en slange, en meget stor én af slagsen, ved navn Nagini.

Harry mærkede alt, hvad han følte i minderne, og Harry vidste, han havde en mærkelig forbindelse til den slange. Alt det mærkede han i drømmene, og det var ikke alt sammen lige hyggeligt. Et par gange kunne Harry endda have svoret på, at han hørte hans tanker i drømmene, men det var sjældent. Skønt, nu hvor han tænkte over det, hørte han skabningens tanker oftere nu...

Det var altid skarpe, tarvelige og onde tanker. Harry gøs hver gang han kom til at tænkte på dem.

Harry rystede på hovedet og forsøgte at tænke på noget mere behageligt. Efter noget betænkningstid kom en erindring endelig op til overfladen, et minde, Harry kun kunne håbe på rent faktisk var hans eget.

Det var han rimeligt sikker på, det var, især efter at have haft drømmen, der fik hans ar til at brænde. Det var en, hvor han forsigtigt og blidt blev løftet op af to meget store hænder. Indenfor få øjeblikke svøbte disse hænder ham i et tæppe, og denne store mand, hvem han end var, holdt kærligt om ham.

Det var et af de få gode minder, han havde, og det var et, han ofte var taknemmelig over at have.

Denne store mand med et kæmpestort sort skæg kiggede ned på ham med tårer i øjnene. Han tyssede stille på ham, imens han satte sig op på noget og lettede fra jorden, tydeligvis flyvende på noget. En motorcykel? Harry vidste, han måtte være faldet i søvn i mandens arme, for så lukkede øjnene, og drømmen sluttede. Harry vågnede så op, rolig og udhvilet.

Harry satte sig op, da han hørte Vernon gå ned af trapperne. Det var hans stikord til at begynde på morgenmaden. Harry gnubbede fraværende på sit ar, imens Vernon låste døren til pulterrummet op, så han stille kunne gå ud og begynde på sit arbejde.

Idet Harry kørte sin finger hen over jordgulvet, vidste han, at der foregik noget meget mærkeligt.

Breve, sågar leveret af ugler, havde regnet ned over hus nummer fire i Ligustervænget.

Hans værger og hans fætter var i oprør og hysteriske, faktisk så hysteriske, at de nu var i et skur midt ude i ingenting.

Brevene havde også en spøjs evne til at lokalisere ham uanset hvor han var, adressen på kuverten værende overraskende nøjagtig. Det var en del af grunden til, at Vernon havde taget dem med til det her sted.

Da han var færdig med sin fødselsdagskage, som han havde tegnet i sandet, pustede Harry og ønskede tavst.

'Jeg ville ønske, jeg kunne finde ud af, om de her 'erindringer' faktisk er virkelige, på den ene eller den anden måde.'

BUM!

Døren skælvede.

Harry gispede, meget bekymret over om han nu også rystede ting i vågen tilstand.

KRASJ!

Døren faldt forover og bragede ned på det støvede gulv, så skyer af støv hvirvlede op da gæsten kom ind...

I det øjeblik Harrys øjne mødte den kæmpestore mands ansigt, vidste han, at han havde fået sit ønske opfyldt...